Menu

Nekrolog

image
16. september 2020 kl. 19:44

Det er med stor sorg, at bestyrelsen i Spangsbjerg IF har modtaget beskeden om, at Freddy Olesen er gået bort onsdag den 9. september. Der er mange i og omkring klubben der har mistet en god og værdsat kammerat.

 

Freddy har haft flere kasketter på i Spangsbjerg IF. Han var i 5 år cheftræner for klubbens årgang 97, revisor for bestyrelsen og i en sæson cheftræner for klubbens årgang 99. Som cheftræner for klubbens årgang 97 skabte han fra starten gode resultater. Det stod hurtigt klart, at han med sine personlige kompetencer og med sin erfaring som elitespiller i EFB med flere divisionskampe for førsteholdet, var den helt rigtige til posten. Alle spillere, trænere og pårørende havde stor respekt for og tillid til Freddy, han brugte meget fritid på årgangen.

 

Der var træning 3 gange om ugen, som altid var han forberedt og keglerne stillet op inden træningsstart. Der var stor opbakning til træningen hvor der stort set var fuldt hold hver gang. Freddy ville også vinde og det gjorde han og holdet. Adskillige turneringssejre, JM i mesterrækken i 2014 som u17 hold, runner up i JM finalen for u15 i A rækken, en JM semifinale som u17 hvor holdet stort set var yngste årgang og deltagelse i Liga 1, da denne blev oprettet. Freddys indsats og væremåde var drivkraften.

 

Det sociale aspekt kom specialt frem i forbindelse med turene til Barcelona og deltagelse i Costa Brava Cup i efterårsferien. Her var årgangen altid afsted med 2 hold og der var ingen tvivl hos Freddy: det var en social tur, hvor SIF altid stillede med 2 ligeværdige hold. Det var ikke til diskussion. Det var også højdepunktet for sæsonen hos trænere og spillere.

 

Alle har gode minder, fra de 4 ture vi havde sammen og der bliver stadig talt om dem når trænere og tidligere spillere mødes på kryds og tværs.

Freddy - TAK for din store indsats. Den røde tråd som du lært os mellem en seriøs tilgang til fodboldtræning og kampe i en breddeklub kombineret med et stærkt socialt sammenhold i en årgang, er og vil fremadrettet være en ledetråd for bestyrelsen i Spangsbjerg IF.

 

Vores tanker går til den nærmeste familie i denne svære tid.

 

Æret være Freddys minde

Luk